Se nyhed i din browser

Nyhedsbrev til læger og praksispersonale er tilbage

Så er Vejle Kommunes Sundhedsafdeling tilbage med nyhedsbrevet til læger og praksispersonale, der nu går under navnet Sundhed & Praksis. 
 
Fremover vil vi løbende sende jer nyt om sundhedskurser og andre tilbud og muligheder, som jeres patienter kan have glæde af.
 
Har du kommentarer eller ønsker til nyhedsbrevet, så hører vi meget gerne fra dig på rssen@vejle.dk.
 
 
 

Nyt: Diabetes 2-kursus med afghansk tolkning

Sundhedskurser tilbyder DM2-kursus med tolk målrettet borgere fra Afghanistan fra uge 43.

Kurset foregår på Nørremarken i Vejle og består af 6 mødegange, hvor der både deltager en diætist, en fysioterapeut og en sygeplejerske.

Borgerne henvises via Kommunehenvisning fra egen læge.

Vi arbejder ud fra CUSTOM-konceptet udviklet af Steno Diabetes Center Copenhagen. Mødegangene tager udgangspunkt i læring om DM2 og de dilemmaer og udfordringer, der er i borgernes hverdag.
Læs mere om CUSTOM hos Steno
 

Henvis til en afklarende samtale

Sundhedskurser tilbyder fra 1. oktober 2024, at I fra praksis kan sende Kommunehenvisning til en ”afklarende samtale”.

Målgruppen er borgere med en kronisk sygdom, der vil kunne have gavn af en sundhedsfaglig indsats eller vejledning.
 

Nye sundhedskurser

I september starter en række gratis kurser op, der fokuserer på sundhed og livskvalitet i hverdagen. Det er gratis at deltage i kurserne og kræver ingen henvisning.

Her er et overblik:

 
Ha’ det godt – for kvinder. Kursus i Give begynder den 28. august og kursus i Vejle begynder den 3. september.
 
Lær at tackle kroniske smerter. Kurset starter den 3. september i Vejle.
 
Lær at tackle angst og depression. Kursus for 15-17-årige starter 11. september og kursus for 18-25-årige starter 29. august. Foregår i Vejle.
 
Træt af nat- og sjattisseri, mand? Fredag den 13. september kl. 10-12 i Vejle. Gratis for medlemmer af Idræt i dagtimerne og for gæster med fribillet fra Sundhedsafdelingen. Ellers koster det 50 kroner.
 
Sund Bund - et kursus om bækkenbunden for kvinder. Fredag den 13. september 2024 kl. 10-12 i Vejle. Gratis for medlemmer af Idræt i dagtimerne og for gæster med fribillet fra Sundhedsafdelingen. Ellers koster det 50 kroner.
 
Et liv i balance - et kursus for pårørende. Kurset starter den 16. september i Vejle.

Gratis kurser om sundhed og trivsel
 

Hjælp sårbare 18-30-årige videre med jobcenteret

Vejle Kommunes Jobcenter har siden 2019 arbejdet med IPS - Individuelt Planlagt job eller uddannelse med Støtte - med stor succes. Så stor, at de lige nu kan kalde sig danmarksmestre i metoden.
 
Og netop nu sætter jobcentret ind med en ekstra indats målrettet unge fra 18 - 30 år med psykiske lidelser og mistrivsel.
 
Derfor vil I som praktiserende læge nu også opleve, at I vil blive kontaktet, når en af jeres patienter ønsker at indgå i et IPS-forløb, hvor jeres patient vil få en hyppigere og håndholdt indsats baseret på egne ønsker.
 
Er I i kontakt med en patient, som kunne have gavn af et IPS-forløb, er I også meget velkomne til at kontakte Annette Jørgensen, som er IPS og sundhedsfaglig koordinator hos Jobcenter Vejle på tlf. 20 56 15 82 eller annjr@vejle.dk.  
 
Læs mere om IPS-forløb her
 
 

Særligt til unge, der er ensomme eller mistrives

Vidste du, at:
 
  • Spor18 tilbyder anonym og gratis rådgivning for unge over 18 år?
  • Savner man en ligesindet støtte, kan man få en UngeAssist?
  • Ungeuniverset tilbyder en række ugentlige caféer i et trygt og imødekommende miljø for unge, der har brug for støtte til at blive en del af et fællesskab?
 

Nyt tiltag: AlkoSnak

Nu kan du henvise til en AlkoSnak - en kort, forebyggende samtale om alkohol, som indeholder rådgivning og støtte til hensigtsmæssig alkoholadfærd.
 
Samtalen består af AUDIT-screening, en kort intervention med feedback om helbredsricisi, udforskning af ambivalens og målarbejde baseret på Den Motiverende Samtale.
 
Ved behov henvises/støttes til alkoholbehandling. 

Samtalerne kan enten foregå i Sundhedshuset i Vejle, pr. telefon eller online. På den måde håber vi at undgå den stigmatisering, mange borgere oplever ved at henvende sig i en alkoholbehandling.

Henvisning til tilbuddet foregår via MedCom til sundhed, på samme måde som ved henvisninger til f.eks. KOL-kursus eller diabetes-kursus i Sundhedsafdelingen.
 
Du kan både henvise overforbrugeren og eventuelle pårørende.
AlkoSnak på sundhed.dk
 
 
 
Vejle Kommunes Sundhedsafdeling udsender dette nyhedsbrev til læger og praksispersonale i Vejle Kommune.

Nyhedsbrevet er redigeret af Rikke Sølyst Jensen, som du kan kontakte på rssen@vejle.dk eller telefon 21 30 16 05.